Guide til Edinburgh: Sir Walter Scott monumentet

Walter Scott
Scott (Sir Walter Scott) Monument, Edinburgh (Christian Mueller / Shutterstock.com)

Scott monumentet står i Princess Street Gardens, ud til handelstrøget Princess Street. Monumentet er det største i verden til ære for en forfatter. Det stod færdigt i 1846 og har siden været åbent for offentligheden. Monumentet er en meget genkendelig del af Edinburghs skyline. Det måler 61 meter i højden, og er bygget i gotisk stil. Det er opført i hvid sandsten, men fremstår i dag sort, dette skyldes luftforureningen fra damptog, fabrikker og i moderne tider bilos, der har misfarvet de hvide sten.

På gadeniveau, i rummet mellem de fire kolonner der bærer tårnet, sidder Scott med sin hund Maida. Monumentet er udover Scott statuen prydet med yderligere 68 mindre statuer. De øvrige statuer er primært karakterer fra Scotts værker, men der er også blevet plads til flere virkelige personer heriblandt bl.a. Robert Burns, Mary Queen of Scots, Robert the Bruce, Rob Roy samt flere britiske konger. I alt er der afbilledet 93 personer, to hunde og én gris.

Det er muligt at bestige monumentet, hvorfra man fra toppen kan opleve en betagende udsigt over Edinburgh og Princess Street Gardens.

Sir Walter Scott

Sir Walter Scott (1771-1832) var en skotsk poet, historiker og forfatter mest kendt for romanerne Rob Roy og Ivanhoe. Han opnåede stor international succes og anderkendelse i sin samtid og hans bøger er solgt i millioner af eksemplarer. Walter Scott var en af grundlæggerne af romantismen og den historiske novelle. I en stor del af sit forfatterskab gengav Scott Skotland og især det Skotske landskab meget malende og romantisk. Walter Scott kan derfor også anses som værende forgangsmanden for den nationalkulturelle opblomstring, som kendetegnede det tidlige 19. århundredes Europa.

Med hans popularitet som forfatter, nød Scott også stor anerkendelse fra de royale. I 1818 medførte dette, at den daværende kronprins gav Walter Scott tilladelse til at sammensætte en ekspedition, der havde til formål, at finde de mytiske og længe savnede skotske kronjuveler. Kronjuvelerne havde været “forsvundet” – eller måske bare glemt, siden 1707. Det lykkedes Scott at genfinde kronjuvelerne, der lå begravet i en glemt krypt under Edinburgh Castle.

I 1824 besøgte kong George IV Skotland – det første besøg af en regerende monark i Skotland siden 1650. Det var Walter Scott der fik til opgave at arrangere kongens besøg. Besøget var en stor succes, og havde stor betydning for at øge kongens popularitet i Skotland og styrke unionen.